Familien Olsen - privatpc.dk - dukkehjem.dk
Velkommen > Swimmingpool > Teknikrum

Teknikrum

Al teknik er placeret i et eksisterende skur ca. 1.5 m fra pool'en. Som det måske anes, bruges rummet også til andre ting såsom værksted - og den del er selvfølgelig blevet en anelse mindre efter at pool-teknikken er rykket ind. 

At teknikken står i et lukket, frostfrit skur har den store fordel at det hele ikke skal tømmes for vand og skilles ad i forbindelse med vinternedlukning. Til gengæld er gulvet måske et lidt svagere punkt, idet det er af træ - og det kan altså ikke undgås at der kommer lidt vand ud når man f.eks. skal rense filtersien på pumpen eller hælde filterrens i sandfilteret. Indtil videre er det dog gået - og der er nu tilføjet et vand-på-gulvet nødstop hvis der nu alligevel skulle trænge vand ud i større mængder således at hele skuret ikke oversvømmes.

På første billede er styretavle samt solfanger-styring monteret. Sandfilteret står endnu løst på gulvet. Væggen bag sandfilteret vender ud mod poolen og slangerne fra skimmer og til indløbsdyser kommer op her.

I styretavlen sidder øverst fra venstre 2 stk. 30 A smelte-sikringer til de 2 spots (12 V, 300 W = 25 A pr. stk.), et kontaktur til styring af pumpe (bruges ikke længere - erstattet af PLC-styring), motorværn til pumpen (230V, 1 HK motor) samt sikringer til pumpe og lys (230 V siden).

Nederst sidder en - meget stor - ringkernetrafo til de 2 spots samt en kontaktor til pumpen.

I kanten af tavlen kan man måske ane de 2 drejegreb, hvor det ene bruges til pumpen og det andet til lys. 

Nederst et billede af den færdige rør-installation. Vandet kommer ind fra skimmeren via røret nederst i billedet og går direkte til pumpen. Fra pumpen går vandet til filteret og derfra - via røret langs væggen - tilbage til poolen.

De 2 lodrette rør fører til solfangeren på taget. Når pumpen bruges til ren filterdrift, er den vandrette ventil bag filteret helt åben. Ved solfangerdrift, lukkes ventilen ca. ½ (45 grader) og noget af vandet cirkulerer derfor op igennem solfangeren. Det er denne ventil jeg sidenhen har lavet en styring til.

På seksvejsventilen sidder bagtil en manometer, således at man kan holde øje med trykket. Ved normal filterdrift, ligger trykket omkring 0.8 bar mens det ved solfangerdrift stiger til ca. 1.0 bar.